Alt er ét

Skrevet af Trine Høhrmann og Sanne Schroll Lønborg

Det de Tre Principper peger på er formløst – og derfor giver det måske ikke så meget mening at tale om, at der er tre principper. For hvordan kan vi have tre af noget, som ingen form har? I virkeligheden kan man måske sige, at der kun er et princip, og at det princip er, at alt er ét. Og hvad betyder det så?

De Tre Principper er en forståelse af, hvem vi mennesker er – og hvordan vi fungerer – og når vi taler om, at alt er ét, så er det en måde at forstå, at vi er selve livsenergien i form. Det vi mener, med det er , at vi i virkeligheden er lavet af energi – og det er den samme energi, som findes i alt omkring os. Nogen gange taler man om den energi, som vi er lavet af som vores sjæl eller ånd. Den del af os der er evig – selve Livsenergien.

Det er også derfor, at vi i 3P forståelsen taler om, at vi mennesker ikke kan gå i stykker. Det er selvfølgelig klart, at vores krop og hjerne kan gå i stykker. Vi kan brække et ben eller slå hovedet. Men den vi er i vores essens – vores livskraft – vores sjæl – kan aldrig gå i stykker. Her er vi altid intakte, uanset hvad der sker med os i verden af form.

Nogen gange tænker vi på det som Linus på Linjen, som vi så som tegnefilm, da vi var børn. Linus kommer til live af linjen og lever så sit liv med de udfordringer, han møder på sin vej hen over linjen – og til sidst går han igen i et med linjen. Man kan lidt se os som det samme udtryk for Livsenergien, som lever igennem os og det vi oplever her i den form, vi har nu.

Ligesom Linus aldrig bliver adskilt fra linjen, så er vi også altid en del af Livsenergien – vi er den og den er os. Og de huller og forhindringer vi møder på vejen, er i virkeligheden også af samme livsenergi – og ikke noget som er adskilt herfra. I virkeligheden er der intet, der er adskilt fra livsenergien. At alt er ét peger netop på, at der ikke kan være noget der er adskilt fra eller udenfor livsenergien – ALT er indeholdt heri.

Men hvis alt er ét og det er det eneste princip, hvorfor taler vi så om tre principper? Som vi ser det, så er de Tre Principper en virkelig god måde at pege på vores spirituelle natur på tre forskellige måder, hvor den ene er mere forståelig for nogen end for andre – og det samme gælder for de to andre Principper. Så ved at kunne pege på det samme fra tre forskellige vinkler bliver 3P forståelig for langt flere.

Når vi alligevel peger på, at alt er ét, så gør vi det, fordi vi synes, at det er den mest tydelige måde at pege os i retning af, hvem vi er bag tankerne. Når vi begynder at få indsigt i, at vi er selve livsenergien i bevægelse – og at alt er en del af den samme livsenergi – så har vores personlige tanker og følelser ikke længere så stor betydning – og så falder vi naturligt ind i roen og klarheden, som altid er bag tankerne. Når vi ser, at vi er af den samme livsenergi og at der ikke er noget uden for denne, så bliver det lettere for os at have tillid til bevægelsen og følge dens flow i stedet for at forsøge at styre og kæmpe imod.

Så selvom det kan virke helt ubegribeligt og meget ukonkret, at alt er ét – så føler vi alligevel, at det er fra blot et glimt af denne indsigt, at vi finder den største ro.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *